Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Niels Tradsborg

Julekoncert.

Julekoncert i Horne Kirke. Jeanette Bonde sang julen ind med sin fantastiske stemme. Kirken var corona fyldt så alt i alt en dejlig eftermiddag. Horne Menighedsråd vil gerne sige Tusind tak for den flotte opbakning.

Loading

Valgforsamling i Horne Menighedsråd

Valgte til Menighedsrådet i Horne blev:

Anna Metha Kathrine Andersen, Ølgodvej 131

Marianne Møller Holm, Ør. Bounumvej 6

Dorthe Nørgård Bejder Nielsen, Ølgodvej 89

Cornelia Christina van der Veen, Mallevej 19

Niels Kristian Tradsborg, Fabriksvej 9

Stedfortræder:

Karen Møller Thomsen, Hornelund 19

Indleveres der senest 4 uger efter valgforsamlingen, dvs. senest tirsdag den 13. oktober 2020, en kandidatliste, udløses et afstemningsvalg. Kandidatlisten skal være underskrevet af et antal stillere varende til det antal menighedsrådsmedlemmer, der skal vælges i sognet, dvs. 5 personer.

Afstemningsvalget skal afholdes den 17. november 2020.

Listen afleveres på Ølgodvej 131, 6800  Varde.

Kirkeministeriet har udarbejdet en formular til anmeldelse af kandidatlister. Formularen skal anvendes for de kandidatlister, der indleveres efter valgforsamlingen, og formularens regler om indlevering af kandidatliste skal følges.

Med venlig hilsen

Valgbestyrelsen for Horne Menighedsråd

Loading

Kunne du tænke dig at opstille til menighedsrådet?

KUNNE DU TÆNKE DIG AT OPSTILLE TIL MENIGHEDSRÅDET?

Orienteringsmøde/menighedsmøde

Datoen for orienteringsmødet inden valgforsamlingen er flere gange blevet udsat pga. forsamlingsforbuddet.

Vi afholder derfor orienteringsmøde onsdag d. 12. august kl. 19.00 i Hallens mødelokale.

Denne aften vil vi orientere om, hvordan valget til menighedsrådet foregår på en valgforsamling.

Vi vil samtidig afholde menighedsmøde, hvor vi fremlægger årsberetning og regnskab.

Opstillingsmødet/valgforsamlingen afholdes 15. september kl. 19.00 i Hallens mødelokale.

Menighedsrådet er vært ved kaffen ved begge arrangementer.

MVH Horne Menighedsråd.

Loading

Påskehilsen fra vores sognepræst.

Thorstrup, April 2020.

Til Hjemmesiden.

Endnu en påske er ovre. De gule påskeliljer har som vanligt i denne tid prydet vejkanter og kirkedige og med deres tavse, men udtryksfulde forkyndelse peget hen på fejringen af kirkens største og vigtigste helligdag: Påskedag, hvor – med salmens ord – ”Krist stod op af døde”. En tid, jeg – ligesom rigtig mange andre – hvert eneste år har set frem til og glædet mig til at fejre i kirken!

Påskens opstandelsesbudskab står fast – men i år har vi på grund af Corona-krisen måttet nøjes med at fejre påsken hver for sig, bag lukkede døre – i hjemmet, med gudstjenesterne i fjernsynet eller på de sociale medier.

Det er naturligvis ikke det samme – men det er i hvert fald bedre end ingenting! At være kirke og menighed i denne situation, vi befinder os i lige nu, og hvis alvor efterhånden er gået op for os alle, må først og fremmest være at vise samfundssind og hensyn og ansvarlighed over for hinanden af hensyn til den akutte smitterisiko – ikke at insistere på særregler for kirken mht. de restriktioner om forsamlingers størrelse der gælder for det øvrige samfund. Det bør vi gøre af respekt for og solidaritet med de mange ansatte – ikke mindst i sundhedssektoren – der kæmper lige nu for at mindske sygdommens virkninger.

Det er vidunderligt at fejre påskegudstjeneste i kirken i hinandens fællesskab og selskab og sammen synge de skønne påskesalmer. Hvert eneste år de seneste 28 år har vi påskedag i kirken sunget ”Stat op min sjæl i morgengry” (nr. 224), hvor det bl.a. hedder: ”Kom hjerte med hvad dødt du har / hvad du med sorg til graven bar / gak med det alt til ham, som døde / men levende dig nu vil møde / O salig påskemorgenstund / med guld i mund”. Og Grundtvigs store salme: ”Påskeblomst, hvad vil du her” (nr. 236), hvor han siger: ”Påskeblomst! en dråbe stærk / drak jeg af dit gule bæger / og som ved et underværk / den mig hæver, vederkvæger: / hanegal og morgensang / synes mig af den udsprang / vågnende jeg ser de døde / i en påskemorgenrøde.” De senere år er Iben Krogsdals salme ”Opstandelsen er lige her” kommet til (”100 salmer” nr. 829), hvor det bl.a. hedder: ”Opstandelsen er lige her / Du er / den store ånde bagved vore planer / der blæser liv i mere end vi aner”.

I år har vi så måttet fejre påske derhjemme – for lukkede døre. Det er et stort savn. Men det gælder for såvel salmesangen som for Guds ord, at de jo ikke er bundet af kirkebygningen eller andre fysiske rammer. De går netop gennem lukkede døre! Kirken er først og fremmest de levende sten, som det hedder i en salme. Det menneskelige og kirkelige fællesskab består, selv om vi for en stund, tvunget af nødvendigheden og af hensyn til hinanden, må være hver for sig.

En af påskens prædiketekster (til 1. søndag efter påske, 1. tekstrække), handler netop om, at Jesus påskedags aften, efter sin opstandelse, kommer til sine disciple gennem lukkede døre (Joh.20,19ff.)! De har helt tabt modet og troen ved hans død og holder sig indendørs, men pludselig står han lyslevende iblandt dem og lyser sin fred over dem og indblæser dem sin Helligånd, så de med den i ryggen kan gå ud i verden og forkynde evangeliet. Det er en god tekst – til trøst og håb – ikke mindst i denne tid, hvor nøden holder os hjemme og håbet måske er på vågeblus! På forhåbentlig snarligt gensyn i kirken!

Finn Pedersen, sognepræst.

Loading

Menighedsrådet siger tusind tak for den flotte opbakning til vores julekoncert, med Treenighedskirken drengekor.

Loading