Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Author: Leif Sønderskov

International Juletræsfest

Årets Juletræsfest i Kirken og Hallen var godt besøgt, og ud fra tilmeldingen til spisningen 165, var der dog endnu flere. Juletræsfesten holdt fokus med en rød julemand, og med en blå nissepige i dansen omkring det store juletræ.
På denne måder kan man tilgodese alle nationaliteter, som ser ud til at blive en tradition. – Også maden var international, og alle gik mætte hjem efter en vellykket Juletræsfest, hvor man også kunne fornemme på stemningen, at det havde været vellykket helt igennem.
Juletræsfesten er arrangeret af Sogneforeningen, Gymnastik og Fitness, Spejderne og Idrætsforeningen.

For Billeder og ref. Leif Sønderskov.

Julemarked på Hornelund

Hornelunds Venner har afholdt deres traditionelle Julemarked på Hornelund. Mange kom og støttede markedet, hel nøjagtig var der 44 personer, der nød det fornemme og indbydende udbud af ting som hører julen til. Lige så hurtig gik det, og tingene var næsten revet væk, her strejfer tankerne lige ”Black Friday”, selv om det nu ikke har noget at gøre med det traditionelle Julemarked på Hornelund, hvor det mere handler om et par hyggelige timer med markedsstemning i godt selskab.

Billederne er fra før og under markedet.

Jul i Horne

Kalenderen siger det snart er Jul. Og så er det en traditionen, at Sogneforeningen denne lørdag er i fuld sving med at pynte op til Jul på lygtepæle, i træerne på torvet, og så rejses det store juletræ ved kirken, hvor der i år knejser et træ på lidt over 8 m. Der står også et juletræ syd for kirken, og for fuldkommenhedens skyld, så er der også pyntet op i Stundsig, Bjerremose og Asp. – Jo Julen er kommet til Horne.

De mange frivillige hjælpere ses i forskellige arbejdssituationer i det efterfølgende billedgalleri. Og så kommer vi også lige en smut til omegnsbyerne, Stundsig, Bjerremose og Asp.
Foto Leif Sønderskov.

Du er ikke alene

Trane Skole og Børneby. Det var elever fra Horne Skole, der med 56erne + nogle bedsteforældre der var til salmesang i Ribe Domkirke.

Temaet ”Du er ikke alene” Skal vi synge en salme. – Ribe Domkirke havde denne onsdag besøg af over 600 elever fra ”Gl. Ribe Amt”

Der var seks salmer, som vi skulle synge, disse salmer var kædet sammen med bibelske historier, og dem kender vi jo. Men når man skriver 2019, kan man jo godt tage fantasien i brug, ikke sådan at forstå at historien ikke er ægte, men at de bliver fremført i tiden toneklang, eller snarere i mobiltelefonens tidsalder. Her var alle de gamle begivenheder/historier lagt på Facebook, og i mobil-kalenderen kunne man se sted og hvornår, man skulle skrives i mandtal, til nadver. osv.  Det var sådan, salmerne blev kædet sammen, altså i en mere nutidig forståelse af det, der skete for ca. 2000 år siden.

For selvom det var ”moderne”, så holdt man den røde tråd til Bibelhistorien, og salmerne fastholdt tankerne til kristendommen.

Én salme bør nævnes. ”Du satte dig selv i de nederstes sted” Den blev illustreret gennem ”Den barmhjertige Samaritan” i nutidens hjælp til de hjemløse. Smukt og ærlig illustreret, hvortil mange af de unge mennesker højlydt udtrykte, at de havde forstået budskabet.

Det var en flok hyggelige og glade Horne-skole elever og lærere. Ca. 28, der fik denne oplevelse, både i Domkirken, men også i bussen til og fra Ribe.

Tak til Skolen for denne oplevelse. Leif Sønderskov

Billedgalleriet er et spontan udvalg af de billeder, jeg tog på turen.

Jubilar overgik sig selv

En jubilar spiller sjældent godt, hedder det, men det tilbageviste HIF-revyen med fynd og klem.
Med masser af musikalitet, højt humør, gakkede påfund, sjove tekster og en imponerende energi overgik revyen sig selv, da 60-års jubilæet blev fejret.
160 borgere, hvoraf de 120 først spiste and, kvitterede med taktfaste bifald og mange grin undervejs.
Søren Brugs blev hyldet for sit store servicegen, som førte ham på gåben med to poser ud på det yderste af Gunderupvej. Lena har det svært på yogaholdet, når snakken går bedre end “hunden” og “træet”. Kirsten har sit mas med at lære en flok mænd om køkkenhygiejne og bolledej, og drømmene fløj højt om både Christian Eriksen og Mikkel Hansen i Horne, men faldt til jorden med et brag, da sognets nye superligahold hverken spiller fodbold eller håndbold, men kroket. Mange kom i revyens vridemaskine, men alt blev leveret med et skævt smil og gav også dem, der blev hængt til tørre et godt grin.
Birgitte Antonius var ikke med i revyen i år, men spillede alligevel en stor rolle. Hun gav tre helt forrygende revynummer fra de store scener i hovedstaden, og hun overraskede sammen med Carsten Nørgaard instruktøren gennem 25 år, Kurt Burkarl, med en fantastisk hyldest – sjov og ballade tilsat noget vemod, fordi Kurt har meddelt, at det bliver hans sidste revy.
Hvis det holder stik, fik han i hvert fald sat et punktum, som var en jubilar værdig.
I pausen var der traditionen tro uddeling af pokaler eller rettere en pokal, da der ikke var kandidater til ungdomspokalen.
Årets navn blev Holm Jensen, der styrer volleyballholdet på bedste vis, sørger for strømmen til sportsugen og altid er parat til at hjælpe.

Bente Jakobsen. Horneposten.

Billeder. Leif Sønderskov.

Sognet blev vist i billeder

Der var billeder fra luften. Der var billeder fra skolerne. Der var billeder fra sportspladsen, og der var billeder fra en mergelgrav. Fælles for dem alle var, at de var fra Horne Sogn, og de blev vist på det store lærred, da Hornelunds Venner og Horne Sognearkiv afviklede en billedaften. 57 borgere havde fundet vej til Hornelund, og de fik set, hvordan gårde, huse og veje så ud omkring 1950. De fik også nogle gode historier om Moesgård, om Hindsig Mergelgrav og om et par knægtes problemer på taget af toiletbygningen i skolegården, da de skød skrubtudser efter nogle piger. Billederne gav anledning til en masse snak, og den fortsatte, mens kaffen og kagen, som Hornelunds Venner serverede, blev indtaget.
Det var billedaften nummer to, og deltagerne gav tydeligt udtryk for, at der også skal være et nummer tre med samme arbejdsfordeling: Horne Sognearkiv finder billeder og historier, Hornelunds Venner lægger lokaler til og står for kaffebordet.

Ref. Bente Jakobsen

Billeder. Leif Sønderskov

Billedgalleriet strækker sig fra stilhed før stormen og til næsten fuldhus.

Højskoledag med det hele

Oplysning, musik, fællesskab, læring, underholdning, eftertanke og god mad. Det er ingredienserne i et højskoleophold, og det hele var med, da menighedsrådene i de fire vestjyske sogne – Horne, Thorstrup, Tistrup og Hodde – gennemførte en højskoledag i Horne.
139 var tilmeldt, så der var fyldt godt op i Horne Kirke, hvor dagen begyndte med tre salmer og en prædiken af sognepræst Lars Bom. Hans prædiken om tiden, der flyver, men alligevel levner tid til at lade problemer vokse, var nok en eftertanke værd, inden drabscheferne Kurt Kragh og Ove Dahl indtog scenen i Horne Hallen.
De fortalte i to timer om drab, baggrunde for drab og om opklaringen ved hjælp af teknologien, dna-spor, videoovervågning og samarbejde med offentligheden. De gennemgik også nogle af de mest spektakulære drab blandt andet u-bådssagen, Amagermanden, den svenske stewardesse på et hotel i København og den 14-årige pige fra Næstved, der var blevet for dansk og blev dræbt af sin far.
Deltagerne kunne ovenpå flere uhyggelige detaljer fra gerningsstederne sunde sig med middagen – flæskesteg med alt tænkeligt tilbehør og citronfromage på vestjysk – altså med svesker i bunden, inden dagen sluttede med sang og musik af Jeanette Ulrikkeholm.
Hun spillede på guitar, lut og cello, fortalte om Jeppe Aakjær og Halfdan Rasmussen, sang Edith Piaf sange og stod i spidsen for masser af fællessang på både dansk, fransk og engelsk. Med sin store stemme og sin entusiasme omkring danske sange, folkeviser og fredssange satte hun et flot punktum på en perfekt højskoledag.

Tekst Bente Jakobsen.

Billeder Niels Tradsborg.

Billedaften – Horne set fra luften

Var sidste års Billedaften et tilløbsstykke, så har vi også i år noget at glæde os til, idet vi inviterer til en flyvetur gennem sognet, hvor vi skal se udvalgte gårde og huse, måske netop fra dit fødehjem, hvis ikke, så kan man glæde sig til at gense kendte steder fra rundturen gennem hele sognet. Vi snakker om Luftfoto fra sidst i 40erne og fremefter.
Aftenen byder også på et par historier, men vi håber også at billederne giver anledning til anekdoter.
Aftenen er delt op i 2 halvlege, hvor vi i pausen skal nyde kaffe med kage.
Aftenens hovedtema er altså Luftfotos, men også alternative billeder kommer på skærmen, så Hornelunds Venner og Sognearkivet håber mange vil møde op onsdag den 30. okt. kl. 19. på Hornelund Ældreboligcenter.

Sportsvogne indtog Idrætsparken

Den ene sportsvogn efter den anden rullede lørdag aften ind på parkeringspladsen ved Horne Hallen. Da den sidste var på plads, var der 40 i alt, og alle var af mærket MG i forskellige farver, modeller og årgange.
De mange biler havde netop afsluttet femte og sidste afdeling af klubmesterskabet for MG i Jylland og på Fyn. Efter en dag på de vestjyske veje omkring Henne, Klinting og Tambours Have med forskellige poster undervejs, skulle regnskabet gøres op, og det hele sluttede med overrækkelse af masser af præmier og mad til 96 personer – førere, passagerer og børn – i hallens mødelokale.
– Der er ingen krav til alderen på bilen for at være med, så der er både meget gamle og forholdsvise nye biler med. Der bliver stadig produceret MG´ere, men det sker i Kina, og Danmark importerer dem ikke endnu, siger løbsleder Bøje Hansen.
De fleste biler på p-pladsen var åbne sportsvogne, men Annette og Karsten Wiwel fra Vojens kom i en grøn, lukket vogn fra 1954.
– Da vi fik tvillinger, satte vi bare to barnesæder ind. Det kan ikke lade sig gøre i de andre. Vi har også træk på den, så vi kan køre med campingvognen, fortæller Annette, der også har en lille MG-sportsvogn.
Karsten købte den grønne bil i 1979, og da han mødte Annette i 1981, fik hun at vide, at bilen var nummer et, så hun måtte være nummer to, og det fungerer udmærket, siger de begge med et grin.
– Vores børn er også MG-entusiaster. Hvordan kan de næsten blive andet, siger Karsten.
Mange Horne-borgere kiggede forbi på p-pladsen for at se MGerne, for de små biler tiltrækker sig opmærksomhed overalt.
– Når vi kører MG, dytter og hilser folk, og når vi stopper, bliver bilerne kigget grundigt efter. Det er da dejligt, siger Annette.

For Ref. Bente Jakobsen. Horneposten
Billeder. Leif Sønderskov. Horneposten.