Nyt blomsterflag gik til tops

Nyt blomsterflag gik til tops
Først var der en lille flagstang med et stort flag. Så blev flagstangen byttet ud med en større, men så var flaget for lille.
Nu er der kommet et nyt flag til tops på flagstangen på hjørnet af Stadionvej-Hornelund, og nu passer flag og flagstang sammen.
Det nye flag har tre blomster og er beviset på, at Horne er kommet mere end halvvejs gennem programmet “Blomstrende Landsby”.
– De to første blomster var først og fremmest en status over sognet, mens der er mere kød på den tredje blomst, da den blandt andet fortæller, hvorfor tilflyttere vælger Horne.
Mette Børgesen og Poul Verner Christensen fra “Blomstrende Landsby” sendte en hilsen til flaghejsningen.
– Da vi besøgte jer i september, fik vi et klart indtryk af, at Horne blomstrer, og at et godt sammenhold ligger bag alt det, I har opnået. Næste skridt er en udviklingsplan, som giver den fjerde og femte blomst. Vi er overbeviste om, at planen tager afsæt i borgernes ideer, og derfor vækker borgernes lyst til at involvere sig og føle ejerskab til projekterne.

Ansøgningen til de tre blomster findes på hjemmesiden under blomsterlogoet.

Bente Jacobsen HornePosten