Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

Kreativ festival

Festival sprudlede af kreativitet og hygge
Med 21 boder, flere borde med mulighed for selv at være kreativ og med mange besøgende blev første udgave af Kreativ Festival i Horne Hallen en stor succes. Der var en summen af snak, klippende sakse, hurtige strikkepinde og glimtende mobiltelefoner, når en ny idé skulle med hjem som foto.
Det var de to kreative hjerner, Annette Stald og Mette Berthelsen, der fik ideen til festivalen, og står det til Annette Stald bliver der en ny festival næste år.
– Jeg er glædeligt overrasket over det fine besøgstal, siger Annette Stald, mens hun kigger rundt i en hal med stor variation i kreativiteten. Der er malerier, julekugler med tekster som “verdens bedste farmor”, smykker og dekorationer i gummi, Solveig Bruun med keramik fra Raku-tønden, havemøbler af genbrugstræ, glaskunst, blomsterdekorationer og Lise Mogensen med brikvævning.
– Jeg har været frivillig i Bork Vikingeby som brikvæver, og jeg bruger udelukkende mønstre, som er gravet frem fra vikingetiden. Det er imponerende så dygtige og kreative håndværkere, de var allerede dengang, siger Lise Mogensen.
Flere foreninger, blandt andet 4H og Aftenskolen, var også med. Lise Jeppesen havde således to kasketter på. Hun reklamerede for betonstøbning i aftenskolen og havde også sine egne kreationer med såsom tasker med klokkestrenge.
– Det er genialt med sådan en festival. Vi får mulighed for at vise vores ting frem, og de besøgende får inspiration til noget, de kan arbejde med derhjemme.

HornePosten ved Bente Jacobsen

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):