Kreativ festival

Det kreative er et hit
Den svære toer blev en stor succes for gruppen bag Kreativ Festival i Horne Hallen.
Den bød for anden gang på en festival i hallen –denne gang med 22 udstillere, der indtog hallen fra morgenstunden med hjemmelavet tomatmarmelade til osten, med malerier, med skåle og dyr drejet i træ, med malede skåle, med smykker, med dekorationer og med masser af håndarbejde.
De blev belønnet med mange besøgende, som både købte de udstillede produkter og hentede inspiration. Ved et bord i midten kunne de besøgende selv udfolde sig kreativt, og så kom der gang i både strikketøjet og snakketøjet.
Sidste år rundede besøgstallet 440, og midt på dagen turde en af arrangørerne, Mette Bertelsen, godt byde på et tilsvarende besøgstal i år.
– Det er anden gang, vi laver festivalen, og jeg tror på, at der også bliver en tredje gang. Vi har lagt nogle evalueringsskemaer til udstillerne, så må vi lige se, hvad de siger, siger Mette Bertelsen, der selv havde en bod med hæklerier.
Mona Frida Sørensen, Ølgod, har i en del år malet abstrakt, fordi hun var usikker på, om hun kunne tegne. Og det er en forudsætning for at kunne male portrætter. Hun begyndte dog at male dyrene i stjernetegnene og tog på kursus i Køge for at lære noget om et ansigts proportioner.
– Jeg har nu malet portrætter i to år, og det er det, jeg brænder for. Jeg kan godt lide at se, når der sker noget på lærredet, siger Mona Sørensen, der arbejdede på et portræt i hallen.
Horne Aftenskole var også med og reklamerede for en række kurser og for et kreativt hold. Flere af deltagerne herfra fandt sammen ved bordet i midten, blandt andet Merete Berthelsen.
– Jeg bruger meget tid på at være kreativ. Jeg er uddannet håndarbejdslærer, så det ligger nok naturligt for mig. Det er hyggeligt at være til kreativ om onsdagen. Det giver jo både ny inspiration og masser af snak, siger Merete, der er i gang med at strikke et håndklæde.
– Det er meget forskelligt, hvad jeg laver, da jeg laver en del på bestilling. Jeg strikker og syr og laver også kort. Jeg har altid gang i et eller andet. Jeg bliver aldrig træt af håndarbejde, siger hun.

Bente Jacobsen HornePosten