Høstfesten var større end nogensinde

Det strømmede ind med tilmeldinger, da Hornelunds Venner bød ind til høstfest. Der er plads til højest 60 på Hornelund. Det har der været tidligere år, måske med nogle på venteliste, men i år sluttede tilmeldingen ved omkring 80 med musikken, så Hornelunds Venner besluttede at flytte festlighederne til Horne Hallens mødelokale.

– Det er lidt af et eksperiment, men det er gået godt. Alle, der normalt kommer til høstfest, er kommet alligevel, og der er også medarbejdere med i år, siger Else Jochumsen fra Hornelunds Venner.

Alle ingredienser til en god høstfest var til stede. Lækker mad i form af flæskesteg med sprød svær og diverse tilbehør, citronfromage, kaffe og småkager, fællessang, underholdning og ikke mindst masser af snak.

Preben Olesen og hans søskende sang for til fællessang og underholdt med sang og musik.

– Vi er fem drenge og en storesøster. Desværre er den yngste af os blevet syg, men vi har Preben Kruse med på klaver. Vi er alle vokset op på en gård mellem Fåborg og Agerbæk – en stor gård på 70 tdrl. Det lyder af mere end at sige 32 hektar, sagde Preben Olesen, Ovtrup og tidligere borgmester i Blåbjerg, i sin introduktion af familien.

Frivillige hjalp til med at servere og sørge for, at deltagerne ikke manglede noget. Og det gjorde de ikke.

­- Det er en rigtig god aften med god mad og masser af snak, og så er den billig, siger Christian Hansen.

For Hornelunds beboere, de frivillige og medarbejdere var det ekstra billigt. De fik det nemlig gratis takket være en arv fra Arne Mathiesen, som ønskede, at pengene skulle bruges til glæde for beboerne.

Efter stemningen og den livlige snak at mærke var festen til stor glæde for deltagerne, så den levede helt op til betingelserne i testamentet.

Bente Jacobsen HornePosten