Hallen er fyldt med bankospillere


De garvede bankohjælpere fra Horne var i aktion, da håndboldklubberne i Skovlund-Ansager, Tistrup og Ølgod-Centrum inviterede til grisebanko i Horne Hallen.
Folk strømmede til fra nær og fjern, ja, helt fra Nørre Snede kom de for at forsøge at vinde noget svinekød, som 17 grisebønder fra området sponserede.
499 bankospillere var med, og de var med til at sikre et overskud på ikke mindre end cirka 58.000 kroner til håndboldklubbernes ungdomsafdelinger.
– I kan godt glæde jer. Gevinsterne i år er noget mere værd end sidste år på grund af svinepest på det globale marked, sagde Margrethe Johansen, inden Eva Guldager og Conny Hermansen råbte de første numre op, og de lokale tilbageråbere kom i arbejde.
Bent Jensen og Finn Jørgensen trak tre vindere af sulekurve, og der var også tre ekstra runder, inden udleveringen af gevinsterne og oprydningen anført af Thorkild Lindvig kunne begynde. På under en halv time var hallen sig selv igen og klar til søndagens fodboldstævne.