Børnene spillede på alle tangenter


Eleverne havde mange strenge at spille på, da de underholdt forældrene til årets skolefest på Horne Skole.
168 børn og voksne var samlet i gymnastiksalen, der var festligt pyntet med udklippede blomster og musikinstrumenter. Både underholdning og fællesspisning blev i modsætning til tidligere år holdt indendørs, da lærerne ikke turde regne med, at regnen holdt sig væk. Der var også en anden forskel fra de senere år.
– Vi har i de seneste tre år haft et projekt med “kend en kunstner”, men i år har vi selv arbejdet med musik og eventyr. Det er Dorthe Bach Jensen fra musikskolen og vores musiklærer Helle Bruun, der har stået for det, sagde skolens leder, Anne Øbo, inden eleverne indtog scenen holdvis.
120eren havde inspireret af H.C. Andersen skrevet en række små eventyr, som de i fantasifulde udklædninger selv læste op. I deres eventyr var der både mamutter, superhelte, dronninger og konger, en pandafamilie, fattige børn og en skole med fire uartige og stærkt bevæbnede børn.
34eren var ifølge Helle Bruun topmotiveret for at spille på instrumenter, og de gav den på alle piber og trommer med numret Tarzan Mamma Mia som akkompagnement til forældrenes sang.
Også 56eren havde dannet et stort og velspillende orkester, som både sang og spillede “Sømand ombord”, så alle var i højt humør, da buffeten med grillpølser og diverse salater var klar.
– Det er fantastisk at opleve den opbakning, der er til skolefesten. Alle elever er her, og de har alle som en mindst en forælder med. Det er vi både glade for og stolte over, siger Anne Øbo.
Efter spisningen stod eleverne for diverse aktiviteter rundt om på skolen, hvor forældrene også kunne nærstudere 56ernes sæbekassebiler og resultatet af et væveprojekt.

Bente Jacobsen HornePosten