Bente løb igen rundt på Mors

– Jeg løb stærkt på den første del, men gik så ned i kadence på Nordmors af frygt for at falde i det moler, vi løb i. Jeg var i krise på grund af lidt maveproblemer på Salgjerhøj, også kaldet Djævlebakken, men derefter gik det fint. Havde løbet været 10 kilometer længere, havde jeg nok vundet.
Bente Dinesen sider hjemme på Fabriksvej i Horne med en kop kaffe og funderer over de 100 miles, hun netop har løbet på Mors.
Hun gennemførte de 160,9 kilometer i tiden 20 timer og 49 minutter. Det rakte til en 3. plads i en tæt top.
– Jeg er rigtig godt tilfreds med mit løb. Jeg var 45 minutter hurtigere end sidste år og førte de første 65 kilometer. Sidste år løb vi i regn og kulde, og jeg løb cirka 50 km med en fiberskade. I år var det varmt og ingen skader.
Arrangørerne hedder Pinen og Plagen, men det var hverken en pine eller en plage for Bente Dinesen at deltage.
– Det er rigtig godt arrangeret, og alle er så søde. Det var næsten som at komme hjem, da jeg fik udleveret min gps-chip. Der er også masse af flotte udsigter undervejs, og mange steder var der rutefest med masser af folk. Natten igennem blev vi heppet frem af folk, der stod med lys langs ruten. Der er to læger og sygeplejersker tilknyttet. Det giver en stor tryghed. Det løb er bare noget helt specielt, men nu er det slut. Det lovede jeg min mand, Viggo, min søster Ulla samt min svoger Peter og svigerinde Maja, da de tog imod mig i målområdet. På den anden side kunne det være fedt med tre stjerner fra Mors i kasketten.
Om det igen bliver Mors eller nogle hel- og halvmaraton, ligger hen i det uvisse. Det visse er, at hun i den kommende tid motionerer på cyklen og først begynder at løbe igen den 22. september.
– Det har jeg aftalt med min personlige coach, Pernille, som har hjulpet mig med både at træne og at spise rigtigt for at være i bedst mulig form til løbene. Det betyder meget mentalt, at jeg ved, at jeg er i form og har en stor udholdenhed. Jeg er som en dieselmotor, der arbejder stille og roligt, og som bare bliver ved.
Foruden familien fik Bente Dinesen støtte af Rikki Lauridsen, Tistrup, der selv er aktiv løber. Hun sørgede for, at de nødvendige hjælpemidler som lygte og skiftetøj var på de rigtige depoter.
– Hun er god til at planlægge og holde styr på det hele. Jeg kunne ikke klare løbet uden en hjælper.

Foruden en fælles oplevelse med masser af spas ved depoterne hjalp familien også med at bære præmierne hjem – en stor gavekurv fra sponsorerne, en gavecheck på 1000 kroner for 3. pladsen og to flasker vin for at vinde en udpeget natetape.

Bente Dinesen

Bente Dinesen med de synlige beviser for sin flotte 3. plads Mors Rundt

Ref. Og foto. Bente Jakobsen. Horneposten.