5 blomster til Horne

Fem blomster plukket på fem år
Den 3. december 2014 var der et borgermøde om, hvorvidt sognet skulle deltage i projekt “ Blomstrende Landsby”. Det blev besluttet at indgå i projektet, og den 5. november kom de to sidste blomster i hus – fem blomster på fem år. Dermed blev Horne det fjerde sogn på landsplan med fem blomster. Tidligere modtagere er Årre, Holbøl ved Aabenraa og Branderup ved Tønder. 

Hvad kan sognet så bruge buketten til?
De første blomster har givet et godt indblik i, hvad sognet indeholder af foreninger, institutioner og andre faciliteter. Vi har også fundet ud af, at billige huspriser trækker nye beboere til – tilflyttere, som så siden finder ud af, at faciliteter og fællesskab giver dem et godt liv. Det er også blevet klart, hvad vi er gode til, og hvor der kan ske forbedringer.
De to nye blomster er resultatet af arbejdet med en vision – ”Horne – en lille storby – et dyrebart sted, hvor noget er småt, men alt er godt”, og en udviklingsplan, som rummer forslag til, hvordan sognet kan udvikle sig i de kommende år.
Planerne for Vikingelunden og ”Velkommen til Horne” med en aktivitetsdag for alle sognets beboere den 19. januar er blot to af projekterne i udviklingsplanen. Og der er meget mere at gå i gang med de kommende år efter, at vi har fejret modtagelsen af flaget med de fem blomster og hængt det på flagstangen den 15. december i forbindelse med juleoptoget.

Bente Jacobsen HornePosten