Skip to content Skip to left sidebar Skip to footer

1800 hunde er på weekendbesøg

Der bliver vuffet, klappet, vurderet og beundret til den store guldmedalje lørdag og søndag ved Horne Hallen, når 1800 hunde af mange forskellige racer er til nordisk certifikatudstilling. Det er Dansk Kennel Klub kreds 11, der står for udstillingen med 1750 hunde til eksteriørbedømmelse og omkring 50 hunde fra to specialklubber.

Mange af hundene kommer langvejs fra. Der er således hunde fra blandt andet Norge, Sverige og Tyskland og selvfølgelig fra hele Danmark.

Udstillingen begynder klokken 10 både lørdag og søndag, og der ventes mange tilskuere.

– Vi håber da på et stort rykind. Det sker nok også, siger Annette Erdmann, der er med i bestyrelsen for DKK kreds 11 og bor i Horne. Hun er helt tryg ved, at alt klapper.

– Vi har prøvet det nogle gange, men selvfølgelig kan der opstå noget, vi ikke lige havde tænkt på. Det tager vi som en udfordring.

Torsdag bliver alle telte til både stævneledelse, dommere, hunde og mad rejst, og fredag ventes nogle af gæsterne at ankomme. Hallen har indrettet en plads til campister, og bilerne skal parkere på Jesper Hovaldts mark.

Det koster 60 kroner for voksne og 10 kroner for børn over 12 år at komme ind. Det er muligt at købe en familiebillet til to voksne og to børn for 100 kroner.

Loading

Tilmeld vores nyhedsmail

Vælg nyhedsbrev(e):